A M I M A

Garderobe-økologi - Munkholm - Smykker

Hårfarven er skiftet henover årene, men indenunder er alt stort set det samme. Jeg har altid haft en kreativ ildsjæl boende indeni. Bare ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle gøre med den. Fornylig fandt jeg en lillebitte tegning af en fin vindueskarm med lyserøde pelargonier, som jeg tegnede til min moster for 40 år siden, fordi jeg elskede hende så højt.... Da var jeg 8 år! Jeg havde dengang en ide om, at alle tegninger skulle være miniature. Jeg lavede minutiøse bittesmå albums på groft papir, og jeg elskede det der lillebitte udtryk i tegningen. Jeg følte, at jeg kunne gøre det mere eventyrligt og fantastisk, hvis det var mini. Sjovt minde.

Det med at skabe noget fra hjertet er fortsat, og jeg har haft flere jobs i butik, hvor jeg har dekoreret vinduer og ydet service. Det elsker jeg. Ellers var det helt sikkert også gået urimeligt meget amok med pynten i mine egne hjem henover årene, til stor udfordring for familiemedlemmer og pilfingre!!! Jeg har lavet smykker de sidste 8 år nu, og henover årene er de blevet mere personlige og gennemtænkte.

Undervejs er jeg også blevet uddannet pædagog, og jeg har arbejdet en del år som leder rundt omkring. Det sjoveste var nok, da jeg skabte min egen private institution i Nordsjælland. Det var den der iværksætter-sjæl indeni, der gjorde, at jeg trivedes så godt i den skabelses proces. At få noget gjort levende, og få det til at bære. Skabt noget, der ville komme til at glæde mange, store og små. Det er simpelthen det bedste jeg ved!

Da sagerne om store firmaers tøj-afbrændning ramte medierne for et par år siden, forfærdedes rigtig mange. Det gjorde stort indtryk på de fleste, hvordan tøj - umiddelabrt brugbart - blev destrueret, og det forekom at være et uvirkeligt voldsomt spild af noget, der allerede i produktionens første ombæring koster store ressourcer. I samme forbindelse måtte jeg - på grund af en nedslidt ryg - lægge mit liv om ret pludseligt. Det har været en udfording på godt og ondt, men sagen stod nu ret hurtigt klart. Jeg ville være pioner for min hjertesag og sund fornuft. Lave en forretning, med varer, der tager udgangspunkt i genbrugstanker, bæredygtighedstanker, økologi og det at gøre noget, - forhåbentlig til glæde for andre. Jeg vil satse på kvalitet, så de gode ting går videre fra hånd til hånd, og ikke kasseres eller destrueres. Og satse på danske producenter, for at støtte og "blive på dansk jord" i disse heftige import/eksport tider. 

Jeg håber du vil komme forbi, du er meget velkommen.